tirsdag den 14. juli 2015

Så fik vi endelig krydset den bro!

Kære faste læsere (alle 4)

Så er der nyt igen fra gammeljomfruen og nye bekendelser følger.

11/07 2015
Det lykkedes os at slippe fra Nyord - vi har opdaget det nye sort for forældre til småbørn som sejler: put ungerne for natten og stik til søs i ro og fred.
Så vi sejlede fra Nyord mod Kalvehave i en lige tilpas aftenvind og da det gik så fint derudaf valgte vi at lægge til for natten ved en lille privat anløbsbro midt mellem Kalvehave og Vordingborg. Præstehave/Præstep..?... må ses efter på kortet

Efter at være gået på grund 3 gange, da de lovede 1,5 meter v. brohoved åbenbart var svundet ind til noget mindre, valgte vi at ligge for svej for natten.








12/07-2015
En smuk og stille nat blev til en smuk og stille morgen, hvor vi følte os helt beåndede midt i guds smukke natur, da solsorten og morgenkaffen brutalt blev afbrudt af den første motorbåd med store bølger i følgeskab. Med havregrød i dørken og kaffen i den gale hals, måtte vi sande, at vi havde lagt os midt på lystsejlernes svar på Køge Bugt motorvejen fredag eftermiddag. Så havregrød, kaffe og unger blev hurtigt pakket sammen, og vi satte kurs mod Vordingborg, som vi nåede et par timer senere.
Her ses en af Amar Krokodillens jævnlige ofringer til Poseidon, hvor et af de yngste besætningsmedlemmer oplæres i den ædle ofringens kunst:




Her fik vi friske gaster ombord i god form af: Alm. Kåre aka Olaf Tordenbrie og hans tro følgesvend og søn, Oscar aka Gustav. Med det nye mandskab påmønstret satte vi kurs mod Femø, men efter råd fra det nyeste skud på mandskabslisten satte vi kurs mod den forkerte bro, som ikke lige helt var høj nok til Amar Krokodillens mast. Sådan går det, når man ikke får slået op i Grønspættebogen først. Om igen og kurs mod den rigtige del af Storstrømsbroen. Da klokken nærmede sig aftensmad, og vi stadig ikke var kommet under den bro, så valgte vi istedet en afstikker til Stubbekøbing. I fordums tider storproducent af kridtpiber. I 1756 produceredes der over 250.000 kridtpiber! ja, det var dagens lokalhistoriske indslag. Næste oplysende faktaboks bliver om spydkast. Turen til Stubbekøbing blev drageflyvertur med spileren opsat under kyndig vejledning af gast, alm. Kåre aka Olaf Tordenbrie.
Dagen efter var kaptajn Hau ikke ved det bedste mod og det nye mandskab afmønstrede igen. Note to self: 3 børn er lige lidt for stor en mundfuld for kaptajn Hau, når hun ikke har fået sin skønhedssøvn natten før. Øv øv, men vi prøver det igen snart med friske hjerner -og ungerne kan jo snart selv binde deres pælestik og fungere som udkigspost fra mastens top eller ekstra fendere.

Tilbage i familiens faste gænge gik turen stille og roligt mod Femø, men med vinden imod og tre stks pylrede familiemedlemmer blev Storstrømsbroen endnu engang ikke passeret men istedet blev det til Vordingborg tur/retur.
Vel tilbage i Vordingborg spiste kaptajn Hau en sild og kom til kræfter igen. Med lyst sind og gåpåmod opfandt kaptajnen med det samme en ny øl-automat til Amar Krokodillen, den har nu fået det officielle navn: Hans Jørgen - og vi overvejer et patent. Måske nogen L23-sejlere kunne have interesse i en sådan genistreg?!

https://goo.gl/photos/TPzpdtKsuUzJenrQA


13/07 2015
Og så fik vi endelig krydset den bro! I den allerfineste modvind fik vi krydset os under Storstrømsbroen og hele vejen til kvindernes ø: Femø.
Her befinder vi os i skrivende stund efter en dag med cykeltur, strandtur og mere strandtur. Frede har prøvesmagt en harelort på stranden og kaptajn Hau har ordnet alle de praktiske fornødenheder i løbet af dagen, så nu drikker hun den største Kaffe B af den nye gule Kaptajnskop.
PS måske bliver vi her, for man kan få trelænget bondegård for 10.000 kroner!! hvem vil med til Femø?


Her ses en hårdt arbejdende kaptajn Hau på stranden, mens hun tørrer familiens tøj på det stride marhalm... (brug aldrig 30 kroner på tørretumbleren på Femø Havn) I baggrunden ses eventuelt nogle af de tilbagevendende damer på Femølejren årgang1977. De hårdføre ældre damer her på øen er for eksempel helt ligeglade med død sæl i tiltagende forrådnelse, men ligger næsten i ske med den på stranden.


Frede på jagt efter en lækker harelort...


 Hvornår skal vi spise?!


1 kommentar: