Frisk vind fra nordvest og så gik det derudaf fra Rødvig og ned til det smalle sted i Bøgestrømmen, hvor man skal holde sig nøje inden for sejl-markørerne for ikke at gå på grund, da dette farvand er meget lavt.
Susanne ved roret og Mads med hylende Bebse-Flex i kahytten fik styret Krokodillen fint ned igennem den smalle sejlrende, hvor vi var op til 3 både på engang der krydsede forbi hinanden på under 50 meters sejlrende. Hop Faldera - tungen sad lige i munden.
Vi tog den hele vejen (ca 20 sømil) på styrbord halse - og da det endelig lykkes at få Flexen til at sove, så gik det så forrygende mod sydvest og Møn, at vi ændrede vores destination fra den lille fugereservat-øhavn, Nyord, til Kalvehale Havn.
Så pittoreskt, og den kvikke læser vil måske bemærke den hængte Elvis-Kylling i venstre side - Den nye maskot på Dillen |
Kalvehale ligger lige på hjørnet af sydøst Sjælland ved Ulvshalesund og den første bro, (Dronning Alexandrines Bro), som fører ind i det lille ø-rige mellem Sjælland og Møn/Lolland/Falster. Vi har nu rundet de første 50 sømil på vores sommertogt udi det danske - og hold da op hvor bliver det danske land ikke meget mere yndigt end på disse kanter, hvor fuglene synger og træerne vælter sig ud over hvide klinter, de danske flag vajer i røgen fra fiskerøgeriet, fiskekutterne prutter og selv de store hunde går med bamser. Imorgen varsler vejreksperterne en vind som er død som en røget sild, så nu må vi se, om vores plan om at nå Vordingborg er et luftkastel. Men så er det nu ikke det værste sted at være strandet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar